84
levende derom, da hun midt under en urolig Febersøvn raabte: »De bliver knust — hold op — Persebommen knuser dem.« Han syntes, at han saae det lyslevende for sig, hendes Barneansigt fra den Gang, med det silkeglindsende Haar, der lokkede sig ned om Kvinden, de store opspilede Øine og et forskræmt Udtryk ved Munden; og nu han saae det Ansigt, der laa der paa den hvide Pude, gjenfandt han saa meget deraf — navnlig hint Udtryk ved den ene Mundvig, der var trukket lidt ned. Det vilde ikke ind i hans Hoved at dette Menneskeliv, der endnu syntes sit Udspring saa nær, og hvis synlige Form endnu ikke helt havde aflagt sine Barnetræk, allerede skulde være ved sit Udløb, og at deres Samliv, der laa udbredt for ham som et enkelt Døgn, var ved at dø bort.
Hendes Ord faldt ham ind: naar man skal til at dø, synes Livet En saa lille. — Var det den Døendes Synsmaade der var gaaet over i ham? ....
Pludselig følte han Tørst — eller i alt Fald en pinlig tør Fornemmelse i Halsen. Da han intet Vand fandt i Karaffen, gik han gjennem Storstuen over i sit Sovekammer. Døren til Sygeværelset lod han staa paa Klem efter sig.
Derovre var der Lys. Lise stod ved hans Seng.
— Er du oppe endnu? spurgte han forundret.
— Der var saa meget at gjøre.
