Side:Møllen.djvu/98

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

86

— Vandet er frisk, jeg har lige hentet det fra Brønden, bemærkede Lise.

Han tømte Glasset i lange, dybe Drag. Den kjølige Vædske læskede ham — legemlig og sjælelig. Det var som om den skyllede alt Sygestuestøv bort og bragte styrkende Bud fra Naturens levende, friske Kildespring.

Han saae over Glasset hen paa Lise. Det forekom ham saa underligt dette: — derinde laa den Syge, og her stod den Sunde og redte hans Seng. Hun var ligesom Sundheden selv, og Lufttrækket af hendes kraftige Bevægelser, medens hun tumlede med Madrads og Lagen, Pude og Dyne syntes at omvifte ham med selve Livets frodige Atmosphære.

Just som han satte Glasset fra sig igjen, gjorde Lise et Skridt til Siden henimod ham, men var saa heldig at træde feil — Foden knækkede om, og hun vilde være falden, hvis han ikke havde grebet hende. Et undertrykt Skrig vidnede rørende om hendes Smerte og om hendes Selvbeherskelse: — hun frygtede for at vække den Syge. Hendes Legem hang tungt og hjelpeløst i hans Arm, Hovedet hvilede paa hans Skulder; han følte, hvordan hendes opskræmte Hjerte bankede.

Det var ham ikke ukjært, at hun i nogle Sekunder overgav sig til den Behagelighed at blive understøttet eller snarere baaren.