87
Saa traadte hun fast op paa den høire Fod, dreiede Hovedet om imod ham og hvidskede blidt:
— Tak!
Der var intet Gran af Skjelmeri i hendes Ansigtsudtryk; det var taknemmeligt og godt, som hos et tillidsfuldt Barn. Han havde aldrig fundet hende elskeligere.
— Foden er da ikke kommen til Skade? spurgte han bekymret.
— Aa nei, jeg kan næsten allerede støtte paa den.
— Lad blot være. Kom, sæt dig her paa paa Sengen.
— Det er en Skam, jeg gjør den helt uredt igjen, bemærkede hun smilende, da han havde bragt hende til Sæde paa Sengekanten.
— Hys! hviskede han forskrækket.
Han hørte en underlig, uhyggelig Lyd noget borte.
Døren stod paa Klem ind til Storstuen. Han gik derhen.
Lise reiste sig med Anstrengelse og gjorde et Par hinkende Skridt for at følge efter og give en Haandsrækning, om det gjordes fornødent. Han vinkede heftig afværgende og gik.
Christine sad opreist i Sengen, med den venstre Haand presset ind under Brystet, stønnende og gispende efter Luft. Hendes opspærrede Øine saae
