tende Tanke, der nogensinde er tænkt, og fra hvilken al Skælmeri og Længslens hemmeligste Vellyst udspringer.
Forfatterens Lykke er den Tanke, der helt formaar at blive Følelse, er den Følelse, der helt formaar at blive Tanke. En saadan pulserende Tanke, en saadan nøje Følelse tilhørte og adlød den ensomme dengang: nemlig, at Naturen gyser af Fryd, naar Aanden bøjer sig i Hyldest for Skønheden. Han kom pludselig til at nære Ønsket om at skrive. Rigtignok elsker Eros, hedder det, Lediggangen og kun for denne er han skabt. Men paa dette Punkt af Krisen var den hjemsøgtes Sindsbevægelse rettet mod Produktion. Anledningen var næsten ligegyldig. Et Spørgsmaal, en Tilskyndelse til at udtale sig bekendende om et vist stort og brændende Problem paa Kulturens og Smagens Omraade, var gaaet ud i den aandelige Verden og indløbet til den bortrejste. Emnet var han fortrolig med, var ham en Oplevelse; hans Lyst til at lade det glimre i sit Ords Lys blev paa en Gang uimodstaaelig. Og hans Længsel gik i Retning af at arbejde i Tadzios Nærværelse, naar han skrev, at tage
