Drengens Skikkelse til Mønster, at lade sin Stil følge Linierne i dette Legeme, der forekom ham guddommeligt, og bære dets Skønhed ind i det aandige, saaledes som Ørnen engang bar den troiske Hyrde op i Æteren. Aldrig havde han følt Ordets Lyst sødere, aldrig saaledes vidst, at Eros var i Ordet, som i de farligt kostelige Timer, i hvilke han, ved sit simple Bord under Solsejlet, med Idealet for Øje og Musikken af hans Stemme i Øret, efter Tadzios Skønhed formede sin lille Afhandling, ― disse halvanden Side udsøgt Prosa, hvis Klarhed, Adel og svingende Følelsesspænding inden længe skulde vække manges Beundring. Det er sikkert godt, at Verden kun kender det skønne Værk, ikke tillige dets Udspring, ikke Betingelserne for dets Opstaaen, thi Kundskaben om de Kilder, af hvilke Kunstnerens Indskydelse flød, vilde ofte forvirre, afskrække den og saaledes ophæve Virkningerne af det udmærkede. Hvilke besynderlige Timer! Hvilken besynderlig enerverende Møje! Hvilket besynderligt avlende Samkvem mellem Aanden og et Legeme! Da Aschenbach gemte
