sit Arbejde og brød op fra Stranden, følte han sig udmattet, ja rystet, og det var ham som om hans Samvittighed førte Klage som efter en Udsvævelse.
Det var næste Morgen, at han, i Begreb med at forlade Hotellet, fra den udvendige Trappe bemærkede, at Tadzio, allerede paa Vej til Havet ― og alene ―, just nærmede sig Strandlaagen. Ønsket om, den ligefremme Tanke, at benytte Lejligheden og gøre et let, muntert Bekendskab med den, der uden at vide deraf havde beredt ham saa megen Løftelse og Sindsbevægelse, at tiltale ham, glæde sig ved hans Svar, hans Blik, laa nær og paatrængte sig ham. Skønheden gik slentrende, han var til at indhente, og Aschenbach fremskyndte sine Skridt. Han naar ham paa Bræddebroen bag Hytterne, han vil lægge Haanden paa hans Hoved, paa hans Skuldre, og et eller andet Ord, en venlig fransk Talemaade svæver ham paa Læberne: da føler han, at hans Hjerte, maaske ogsaa af den hurtige Gang, banker som en Hammer, saa han, næsten aandeløs, kun vil kunne tale tvungent og med bævende Stemme, han
