han. Solen brunede hans Ansigt og Hænder, det oplivende Saltpust styrkede ham føleligt, og ligesom han ellers havde været vant til straks at give enhver Vederkvægelse, som Søvn, Føde eller Natur havde ydet ham, ud paa et Værk, saaledes lod han nu alt, hvad Sol, Lediggang og Søluft tilførte ham af daglig Styrkelse, højhjertet-uøkonomisk gaa op i Rus og Følelse.
Hans Søvn var flygtig; de herligt ensformige Dage var adskilte ved korte Nætter fulde af lykkelig Uro. Rigtignok trak han sig tidligt tilbage, thi Klokken ni, naar Tadzio var forsvunden fra Skuepladsen, syntes Dagen ham endt. Men ved det første Morgengry vækkede en svag, gennemtrængende Forfærdelse ham, hans Hjerte kom i Tanker om sit Eventyr, han kunde ikke længere holde det ud i Puderne, han stod op og let indhyllet mod Morgenens Kuldegysning satte han sig ved det aabne Vindu for at afvente Solens Opgang. Den vidunderlige Begivenhed fyldte hans af Søvnen helliggjorte Sjæl med Andagt. Endnu laa Himmel, Jord og Hav i aandeagtig glasklar Dæmringsbleghed; endnu
