hans Hjerte drømte blide Fabler. Flere Gange, naar Solen sank bag Venedig, sad han paa en Bænk i Parken, for at se paa Tadzio, der, hvidklædt med et kulørt Bælte om Livet, morede sig med Boldspil paa den tromlede, grusbelagte Plads, og Hyakintos var det, han troede at se, og som maatte dø, fordi to Guder elskede ham. Ja, han følte Zefyrs smertelige Misundelse paa Medbejleren, der glemte Oraklet, Buen og Kitara, for altid at lege med den skønne; han saa Kasteskiven, styret af grusom Skinsyge, ramme det yndige Hoved, han tog, ogsaa han blegnende, imod det knækkede Legeme, og den Blomst, der udsprang af det røde Blod, bar som Indskrift hans uendelige Klage . . .
Intet er mere sælsomt, mere kildent end Forholdet mellem Mennesker, der kun kender hinanden med Øjnene, ― der møder, iagttager hinanden hver Dag, ja hver Time og desuagtet af konventionel Tvang eller egne Griller nødes til uden Hilsen og uden Ord at opretholde et Skin af at være hinanden ligegyldigt fremmede. Mellem dem er Uro og anstrengt Nysgerrighed, Hysterien
