havde spist i Byen. Paa Vandet havde det sagtens været køligt; Tadzio bar en mørkeblaa Sømandspjækkert med Guldknapper og dertil svarende Kasket. Sol og Søluft brændte ikke hans Hud, der havde holdt sig marmoragtig gullig, som den fra først af var; dog syntes han blegere i Dag end ellers, enten det nu var som Følge af Køligheden eller fremkaldt ved det blegende Maanelys fra Lamperne. Hans regelmæssige Bryn aftegnede sig skarpere, hans Øjne blev mørkere og dybere. Han var skønnere end det kan siges, og Aschenbach følte som saa ofte tidligere med Smerte, at Ordet kun formaar at prise, ikke at gengive den sanselige Skønhed.
Han havde ikke ventet den dyrebare Fremtoning, den kom uventet, han havde ikke haft Tid til at fæstne sin Mine til Ro og Værdighed. Glæde, Overraskelse, Beundring maa aabenbart have malt sig deri, da hans Blik mødte den savnedes ― og i dette Sekund skete det, at Tadzio smilede: tilsmilede ham, talende, fortroligt, yndigt og ufordulgt, med Læber, der i Smilet langsomt aabnedes. Det var Smilet hos Narcissos, der bøjer
