sig over det spejlblanke Vand, dette dybe, fortryllede Smil, med hvilket han strækker Armene ud efter Genskæret af sin egen Skønhed, et ganske lidt fordrejet Smil, fordrejet af det haabløse i sin Tragten efter at kysse sin Skygges hulde Læber, koket, nysgerrigt og letforpint, bedaaret og bedaarende.
Den, der modtog dette Smil, ilede afsted dermed som med en skæbnesvanger Gave. Han var i saa høj Grad rystet, at han var nødt til at undfly Terrassen, Forhavens Lys og med hurtige Skridt opsøgte Mørket i den bageste Del af Parken. Forunderligt indignerede og ømme Formaninger fremtvang sig: „Du maa ikke smile saaledes! Hører du, man maa ikke smile saaledes til nogen!“ Han kastede sig paa en Bænk, han indaandede ude af sig selv Planternes natlige Duft. Og lænet tilbage, med hængende Arme, overvældet og atter og atter gennemstrømmet af Gysen, hviskede han den staaende Formel for Længsel, ― her umulig, absurd, forkastelig, latterlig og dog hellig, selv her ærværdig: „Jeg elsker dig!“