var beskæftiget, overhørte Spørgsmaalet. Og da det blev stillet mere indtrængende, erklærede han, at han vidste ikke af noget og søgte med forlegen Veltalenhed at dreje af.
Det var ved Middagstid. Om Eftermiddagen sejlede Aschenbach i Vindstille og stærkt brændende Sol til Venedig; han dreves af Manien efter at følge de polske Søskende, som han havde set sammen med deres Ledsagerinde slaa ind paa Vejen til Dampskibsbroen. Han fandt ikke Afguden ved San Marco. Men siddende ved Teen, ved sit lille runde Jærnbord paa Skyggesiden af Pladsen, vejrede han pludselig i Luften en ejendommelig Aroma, om hvilken det nu syntes ham som havde den allerede i Dagevis, uden at trænge ind i hans Bevidsthed, berørt hans Sanser ― en sødlig-officinel Lugt, der mindede om Elendighed og Saar og mistænkelig Renlighed. Han undersøgte og genkendte den eftertænksomt, endte sit lille Mellemmaaltid og forlod Pladsen paa den ligeoverfor Templet liggende Side. I de snævre Gader forstærkedes Lugten. Paa Gadehjørnerne fandtes trykte Opslag, paa hvilke
