Befolkningen af Stadens vise Fædre advaredes mod visse Sygdomsaffektioner i det gastriske System, der i dette Vejrlig stod paa Dagsordenen, mod Nydelsen af Østers og Muslinger, saavelsom mod Vandet i Kanalerne. Kundgørelsens besmykkende Natur var tydelig, Grupper af Folk stod tavse paa Broer og Pladser; og den fremmede stod vejrende og grublende iblandt dem.
En Butiksejer, der stod mellem Koralsnore og falske Ametystsmykker og lænede sig op til Døren i sin Hvælving, bad han om Oplysning angaaende den fatale Lugt. Manden maalte ham med tunge Øjne og blev hurtig livligere: „En forebyggende Forholdsregel, min Herre!“ svarede han med mange Gebærder. „En Foranstaltning af Politiet, som man ikke kan andet end billige. Der er noget trykkende i dette Vejr, Sciroccoen er ikke gavnlig for Sundheden. Kort sagt, De forstaar, ― en maaske overdreven Forsigtighed . . .“ Aschenbach takkede ham og gik videre. Ogsaa paa Damperen, der bar ham tilbage til Lidoen, sporede han nu Lugten af det kimbekæmpende Middel.