Da han var kommen tilbage til Hotellet, begav han sig straks ind i Hallen og hen til Avisbordet og holdt Revue over Bladene. I dem paa fremmede Sprog fandt han intet. De lokale noterede Rygter, anførte svingende Tal, gengav officielle Dementier og betvivlede deres Sandfærdighed. Saaledes forklaredes det tyske og østrigske Elements Bortdragen. De, der tilhørte andre Nationer, vidste aabenbart intet, anede intet, var endnu ikke foruroligede. „Man skal tie!“ tænkte Aschenbach ophidset, idet han kastede Aviserne tilbage paa Bordet. „Det skal neddysses!“ Men paa samme Tid opfyldtes hans Hjerte af Tilfredsstillelse over det Eventyr, Omverdenen vilde komme ind i. Thi det daglige Livs Orden og Velfærd passer ikke Lidenskaben, ligesaa lidt som Forbrydelsen, og enhver Slappelse i den borgerlige Struktur, enhver Forvirring og Hjemsøgelse af Verden maa være den velkommen, fordi den ubestemt kan haabe at finde sin Fordel derved. Saaledes følte Aschenbach en uklar Tilfredshed over de af Øvrigheden besmykkede Begivenheder i Venedigs smudsige Gyder, ― denne Byens
