slemme Hemmelighed, der smeltede sammen med hans egen inderste Hemmelighed, og hvis Bevaring var ogsaa ham saa højst magtpaaliggende. Thi den forelskede nærede ikke Bekymring for andet end at Tadzio kunde afrejse og opdagede ikke uden Forfærdelse, at han ikke vidste, hvorledes han mere skulde leve, hvis det skete.
I den senere Tid nøjedes han ikke med at takke Dagsreglerne og Heldet for Skønhedens Nærhed og Synet af ham; han forfulgte ham, han efterstræbte ham. Om Søndagen for Eksempel viste Polakkerne sig aldrig ved Stranden; han gættede, at de besøgte Messen i San Marco, han ilede derhen, og idet han fra Pladsens Glødhede traadte ind i Helligdommens gyldne Dæmring, fandt han den savnede bøjet over sin Bedepult ved Gudstjenesten. Saa blev han staaende i Baggrunden, paa det revnede Mosaikgulv, midt i det knælende, mumlende Folk, og det østerlandske Tempels sammentrængte Pragt tyngede yppigt paa hans Sanser. Foran ham gik den tungt smykkede Præst frem og tilbage, svingede med Hæn-
