derne og sang, Virakdampe strømmede i Vejret, de omtaagede Alterlysenes kraftesløse Smaaflammer, og i den dumpt-søde Offerduft syntes der svagt at blande sig en anden: Lugten fra den syge Stad. Men gennem Taage og Funklen saa Aschenbach, hvorledes Skønheden der foran ham vendte Hovedet, søgte ham og fik Øje paa ham.
Da derefter Mængden gennem de aabnede Portaler strømmede ud paa den lysende, af Duer vrimlende Plads, skjulte den bedaarede sig i Forhallen, han gemte sig, han lagde sig paa Lur. Han saa Polakkerne forlade Kirken, saa, hvorledes de fire Søskende paa en ceremoniel Maade tog Afsked med Moderen og hvorledes denne paa Vej hjem vendte sig mod Piazzetta’en; han konstaterede, at Skønheden, de klosterlige Søstre og Guvernanten slog ind paa Vejen til højre gennem Porten i Urtaarnet og ind i Merceria, og efter at han havde ladet dem faa noget Forspring, fulgte han efter dem, fulgte dem stjaalent paa deres Spadseretur gennem Venedig. Han maatte blive staaende, naar de gjorde Ophold, maatte flygte ind i Spisekvarterer og Gaarde, for,
