pig og vældig, et Slags Urskovsvildnis af Øer, Moser og dyndførende Vandarme — saa: nær og fjern haarede Palmestammer hæve sig op af et Mylder af yppige Bregner, af Dybder af fed, svulmende og eventyrligt blomstrende Vegetation ― saa: vidunderligt formede Træer sænke deres Rødder gennem Luften ned i Jorden, i stillestaaende, grønne, spejlblanke Vande, hvor der mellem svømmende Blomster, mælkehvide og saa store som hele Fade, paa de grunde Steder stod fremmedartede Fugle, højskuldrede, med uformelige Næb, og ubevægelige saa til Siden ― saa: mellem Bambuskrattets leddede Rørstammer en lurende Tigers Øjne funkle ― og følte sit Hjerte banke af Forfærdelse og gaadefuld Længsel. Saa veg Synet; og rystende paa Hovedet genoptog Aschenbach sin Gang langs Stakittet udenfor Stenhuggerpladserne.
I det mindste saalænge Midlerne til efter Behag at nyde Verdenssamkvemmets Fordele havde staaet til hans Raadighed, havde han ikke betragtet det at rejse som andet end en hygiejnisk Forholdsregel, han nu og da mod sin Tilbøjelighed havde maattet tage.
