blive betjent, at han skulde blive samvittighedsfuldt betjent.
Saaledes gled og gyngede han da, tilbagelænet i bløde, sorte Puder, afsted efter den anden sorte, snabelprydede Baad, til hvis Spor Lidenskaben lænkede ham. Fra Tid til anden forsvandt den for ham: da følte han Sorg og Uro. Men hans Fører forstod stadig, som var han vel øvet i saadanne Hverv, ved snu Manøvrer, ved hurtigt at ro en kortere Vej atter at bringe ham det attraaede for Øje. Luften var stille og duftende, glødende brændte Solen gennem Taagen, der gav Himlen en Skiferfarve. Vand slog klukkende mod Træ og Sten. Gondolierens Raab, halvt Advarsel, halvt Hilsen, besvaredes efter en besynderlig Overenskomst langt borte fra, fra Labyrintens Stilhed. Fra smaa, højtliggende Haver hang Blomsterskærme, hvide og purpurfarvede, ud over mørt Murværk. Arabiske Vindusindramninger aftegnede sig i det usikre Lys. En Kirkes Marmortrin naaede helt ned i Vandet; en Tigger, der sad paa Hug paa dem og bedyrede sin Elendighed, holdt sin Hat frem og vendte det hvide
