saaledes forekommet, at han, efter sent om Aftenen at være kommen tilbage fra Venedig, var standset i Hotellets første Etage udenfor den skønnes Dør, i fuldstændig Beruselse havde lænet sin Pande mod Dørhaandtaget og længe ikke havde været i Stand til at løsrive sig derfra, med Fare for at blive grebet og antruffet i en saa vanvittig Stilling.
Alligevel manglede det ham ikke paa Øjeblikke, i hvilke han holdt inde og halvt havde genvundet Besindelsen. Paa hvilke Veje er jeg? tænkte han da bestyrtet. Paa hvilke Veje! Som enhver Mand, hvem naturlige Fortjenester indgyder en aristokratisk Interesse for sin Afstamning, var han vant til ved Ydelserne og Sejrene i sit Liv at mindes Forfædrene, i Aanden sikre sig deres Bifald, deres Tilfredshed, deres nødtvungne Respekt. Han tænkte paa dem selv nu og her, hildet i en saa utilladelig Oplevelse, i saa eksotiske Følelsesudskejelser, mindedes deres Væsens ranke Strenghed, anstændige Mandighed og smilede tungsindigt. Hvad vilde de sige? Men, hvad vilde de ganske vist have sagt til hans hele Liv, der lige indtil Udartning i
