saa høj Grad var afveget fra deres, til dette Liv Kunstens Tryllekres, om hvilket han engang selv, i Fædrenes Borgeraand, havde udtalt sig saa spottende ungdommeligt og som i Grunden havde været deres saa ligt! Ogsaa han havde tjent, ogsaa han havde været Soldat og Krigsmand, ligesom mange af dem, ― thi Kunsten var en Krig, til hvilken man nu til Dags ikke duede længere. Et Selvovervindelsens Liv, et Liv præget af et uagtet, et strengt, standhaftigt og afholdende Liv, som han havde formet til Sindbillede for en sart og tidssvarende Heroisme, ― han turde nok kalde det mandigt, turde kalde det tappert, og det syntes ham som maatte den Eros, der havde bemægtiget sig ham, paa en eller anden Maade være særlig velvillig stemt overfor et saadant Liv. Havde han ikke staaet i fremragende Anseelse hos de tapreste Folkeslag, ja, hed det sig ikke, at han i deres Stæder havde blomstret ved Tapperhed? Talrige af Fortidens Krigshelte havde villig baaret hans Aag, thi ingen Nedværdigelse gjaldt for dem, for hvem Gud havde villet det saaledes, og Handlinger, der vilde være blevne ud-
