Spring til indhold

Side:Mann Døden i Venedig.pdf/128

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

funklede rubinrødt i Glasset foran ham. Hans Nerver optog begærligt den banale Musik, de vulgære og smægtende Melodier, thi Lidenskaben lammer den kræsne Sans og indlader sig for fuldt Alvor med Tillokkelser, som Nøgternheden vilde optage humoristisk eller afvise med Uvilje. Hans Træk var ved Gøglerens Spring blevne fordrejede til et staaende og allerede smerteligt Smil. Han sad i en skødesløs Stilling, medens den yderste Opmærksomhed holdt hans Indre spændt; thi seks Skridt fra ham lænede Tadzio sig til Stenbalustraden.

Han stod der i den hvide Dragt med Bæltet, som han undertiden anlagde til Hovedmaaltidet, i uundgaaelig og medfødt Gratie, med den venstre Underarm paa Balustraden, Fødderne over Kors, den højre Haand mod den bærende Hofte, og saa med et Udtryk, der næppe var et Smil, kun en fjern Nysgerrighed, en høflig Tagen imod, ned paa Gadesangerne. Tidt rettede han sig op og trak, idet han strakte Brystet, med en smuk Bevægelse af begge Arme den hvide Kittel ned gennem Læderbæltet. Men tidt, og den