talte ligesom forundret over, at man kunde spørge ham om den Slags, og demonstrerede med den flade Haand, hvor meget Sciroccoen trykkede. ― „Der er altsaa ingen Sygdom i Venedig?“ spurgte Aschenbach ganske sagte og mellem Tænderne. Farcørens muskuløse Træk gik over i en Grimasse af komisk Raadvildhed. „Sygdom? Hvilken Sygdom? Er Sciroccoen en Sygdom? Er maaske vort Politi en Sygdom? Herren behager at spøge! Sygdom! En forebyggende Forholdsregel, forstaar Herren! En Politiforordning mod Virkningerne af det trykkende Vejr . .“ Han gestikulerede ― „Det er godt,“ sagde Aschenbach atter kort og sagte og lod et unødvendig stort Pengestykke falde i Hatten. Saa vinkede han til Mennesket med Øjnene, at han skulde gaa. Han adlød grinende, under Buk. Men han havde endnu ikke naaet Trappen, før to Hotel-Funktionærer trængte ind paa ham og, med deres Ansigter tæt ind mod hans, tog ham i et hviskende ført Krydsforhør. Han trak paa Skuldrene, han afgav Forsikringer, han svor at have været tavs; man kunde se det. Da han var sluppen fri,
