gik han tilbage til Haven, og efter en kort Aftale med sine Fæller under Buelampen, traadte han endnu en Gang frem til en Takke- og Afskedssang.
Det var en Sang, som den ensomme ikke mindedes at have hørt før; en dristig Slagvise i uforstaaelig Dialekt og udstyret med et Latteromkvæd, som Banden regelmæssig istemte af fuld Hals. Her hørte saavel Ordene som ogsaa Instrumenternes Akkompagnement op, og intet andet blev tilbage end en paa en eller anden Maade rytmisk ordnet, men meget naturligt behandlet Latter, som navnlig Solisten med stort Talent vidste at forme til den mest skuffende Livagtighed. Han havde ved den genoprettede kunstneriske Afstand mellem ham og Herskaberne genfunden sin hele Frækhed, og hans Kunstlatter, uforskammet sendt op mod Terrassen, var Haanlatter. Allerede henimod Slutningen af den artikulerede Del af Strofen lod han til at kæmpe mod en uimodstaaelig Kildren. Han hulkede, hans Stemme rystede, han pressede Haanden mod Munden, han fortrak Skuldrene, og i det givne Øjeblik
