brast, hylede og vældede den ubændige Latter ud af ham, med en saadan Naturtroskab, at den virkede smittende og meddelte sig til Tilhørerne, saa at ogsaa paa Terrassen en genstandsløs og kun af sig selv levende Munterhed greb om sig. Men dette lod til netop at fordoble Sangerens Kaadhed. Han bøjede Knæ, han slog sig paa Laarene, han holdt sig i Siderne, det var, som om han vilde udtømme sig, han lo ikke mere, han skreg; han pegede med Fingeren i Vejret, som om der ikke var noget mere komisk til end det leende Selskab deroppe, og tilsidst lo da alt i Haven og paa Verandaen, lige til Tjenerne, Elevatordrengene og Karlene i Dørene.
Aschenbach hvilede ikke mere i Stolen, han sad opret ligesom til Forsøg paa Modværge eller Flugt. Men Latteren, den opbølgende Hospitalslugt og den skønnes Nærhed vævede sig sammen for ham til en drømmeagtig Tryllekres, der holdt hans Hoved, hans Sanser omsluttede og ikke var til at bryde, ikke til at undfly af. I det almindelige Røre og Adspredtheden dristede han sig til at se over paa Tadzio, og idet han gjorde det, blev
