for. Da hans Fæller allerede var udenfor, Iod han oven i Købet som om han ved at gaa baglæns kom til at støde sig føleligt mod en Lampemast og sneg sig tilsyneladende krum af Smerte hen til Porten. Da han endelig var naaet derhen, afkastede han paa en Gang Masken som komisk „Pechvogel“, rettede sig, ja foer elastisk i Vejret, rakte frækt Tunge ad Gæsterne paa Terrassen og smuttede ind i Mørket. Badeselskabet skiltes ad; Tadzio stod forlængst ikke mere ved Balustraden. Men den ensomme sad længe endnu, til Tjenernes Forundring, ved sit lille Bord, ved Resten af sin Granatæble-Drik. Aftenen skred frem, Tiden randt. I hans Forældres Hus, for mange Aar siden, havde der været et Sandur, ― han saa paa én Gang den skrøbelige og betydningsfulde Genstand igen, som stod den for ham. Lydløst og fint randt det rustrødt farvede Sand gennem Glasindsnævringen, og da det var paa Hældningen i den øverste Hulning, havde der dér dannet sig en lille, rivende Hvirvel.
Allerede næste Dag, om Eftermiddagen, gjorde den stivsindede et nyt Skridt til at lede