Omverdenen i Fristelse og denne Gang med al mulig Held. Han traadte nemlig fra Markuspladsen ind i det derliggende engelske Rejsebureau, og efter at have vekslet nogle Penge ved Kassen, rettede han med den mistroiske fremmedes Mine sit fatale Spørgsmaal til den Clerk, der ekspederede ham. Det var en i Uld klædt Brite, endnu ung, med Haar, der var skilt i Midten, nærved hinanden siddende Øjne og af den satte Loyalitet i Væsen, der i det kæltringagtigt behændige Syden virker saa fremmed, saa mærkeligt. Han begyndte: „Der er ingen Grund til Bekymring, Sir. En Forholdsregel uden alvorlig Betydning. Saadanne Anordninger bliver ofte trufne, for at forebygge sundhedsskadelige Virkninger af Heden og Sciroccoen . . . .“ Men idet han slog sine blaa Øjne op, mødte han den fremmedes Blik, et træt og noget sørgmodigt Blik, der med let Foragt var rettet paa hans Læber. Da rødmede Englænderen. „Dette er“, vedblev han halvhøjt og med en vis Bevægelse, „den officielle Forklaring, som man her finder for godt at holde fast ved. Jeg vil sige, at der stikker endnu noget
