anstændig Handling. Han kunde i Aften efter Dineren nærme sig den perlesmykkede Dame og tale til hende saaledes, som han Ord til andet tænkte sig: „Tillad den fremmede, Frue, at tjene Dem med et Raad, en Advarsel, som Egennytten forholder Dem. Rejs herfra, straks, med Tadzio og Deres Døtre! Venedig er sygt.“ Han kunde saa til Afsked lægge sin Haand paa dens Hoved, der havde været en haanlig Guddoms Redskab, vende sig bort og undfly denne Sump. Men samtidig følte han, at han var uendelig langt fra for Alvor at ville et saadant Skridt. Det vilde føre ham tilbage, vilde gengive ham til sig selv; men hvem der er udenfor sig selv, afskyer intet mere, end atter at gaa i sig selv. Han mindedes en hvid Bygning, prydet med Indskrifter, der funklede i Aftenbelysningen og i hvis Mystik hans Aands Øje havde fortabet sig; saa hin sælsomme Vandrerskikkelse, der havde vakt svævende Ungdomslængsel mod det fjerne og fremmede hos den aldrende; og han væmmedes i den Grad ved Tanken om Hjemvenden, om Besindighed, Nøgternhed, Møjsommelighed og Mesterskab, at hans
