Ansigt fordrejede sig til et Udtryk af fysisk Ildebefindende. „Man skal tie!“ hviskede han hæftigt. Og „Jeg vil tie!“ Bevidstheden om hans Medviden, hans Medskyld beruste ham, ligesom ringe Mængder Vin beruser en træt Hjerne. Det uhyggelige Billede af den hjemsøgte By, der foresvævede hans Aand, tændte i ham Forhaabninger, ufattelige, ud over al Fornuft og af en unaturlig Sødme. Hvad var ham den spæde Lykke, som han for et Øjeblik havde drømt om, i Sammenligning med disse Forventninger? Hvad var Kunst og Dyd ham overfor Kaos’ Fordele? Han tav og blev.
I denne Nat havde han en frygtelig Drøm, ― hvis man kan betegne som Drøm en legemlig-aandelig Oplevelse, der ganske vist mødte ham i den dybeste Søvn og i den fuldstændigste Uafhængighed og sanselig Tilstedeværelse, men uden at han saa sig selv udenfor Begivenhederne vandrende i Rummet og værende til Stede; Skuepladsen for dem var tværtimod selve hans Sjæl, og de brød ind udefra, voldsomt knusende hans Modstand ― en dyb og aandelig Modstand ― trængte
