igennem den og lod hans Eksistens, lod hans Livs Kultur tilbage, hærget, tilintetgjort.
Angst var Begyndelsen, Angst og Fryd og en forfærdet Nysgerrighed efter det, der vilde komme. Det var Nat og hans Sanser lyttede; thi langt borte fra nærmede der sig Tummel, Brag, en Blanding af forskellige Slags Larm, Raslen, Smælden og en dump Dundren, dertil en gennemtrængende Jublen og en udpræget Hylen i en langt udtrukket u-Lyd, ― det hele gennemtrængt og grufuldt sødt overdøvet af dybt kurrende, ryggesløst vedholdende Fløjtespil, der paa skamløs paatrængende Maade fortryllede Indvoldene. Men han vidste et Ord, uklart men dog givende det Navn, hvad der kom: „Den fremmede Gud!“ En rygende Glød flammede op; da saa han Bjærgland, lignende det omkring hans Sommerhus. Og i det bristende Lys, ned fra de skovbedækkede Højder, mellem Stammer og mosklædte Klippestykker væltede det sig og styrtede hvirvlende nedad: Mennesker, Dyr, en Sværm, en rasende Bande, ― og oversvømmede Skraaningen med Kroppe, Flammer, Tumult og tumlende Runddans.
