Fest og det yderste Offers Overmaal? Stor var hans Afsky, stor hans Frygt, ærlig hans Vilje til at beskytte sit til det sidste mod den fremmede, den fattede og værdige Aands Fjende. Men Larmen, den frygtelige Hylen, mangedoblet af den Genlyd givende Bjærgvæg, voksede, tog Overhaand, svulmede til rivende Vanvid. Dunster udøvede et Tryk paa Sanserne, den ætsende Lugt fra Bukkene, Dampen fra stønnende Kroppe og et Pust som fra raadnende Vande, dertil endnu et andet, kendt af Saar og omløbende Sygdom. Med Pavkeslagene drønede hans Hjerte, det løb rundt i hans Hjerne, Raseri greb ham, Forblændelse, bedøvende Vellyst, og hans Sjæl attraaede at slutte sig til Gudens Runddanse. Det obscøne Symbol, kæmpemæssigt, af Træ, blev afsløret og løftet i Vejret: da hylede de endnu mere tøjlesløst Løsenet. Med Skum paa Læberne rasede de, ophidsede hverandre med gejle Gebærder og bolende Hænder, leende og stønnende, stødte hverandre i Kødet med Pigstokkene og slikkede Blodet af Lemmerne. Men med dem, i dem var den drømmende nu og hørte den frem-
