mede Gud til. Ja, de var ham selv, da de glubende og morderisk kastede sig over Dyrene og slugte dampende Kødstykker, da der paa den oprodede Mosegrund begyndte en Parring uden Grænser, Guden som Offer. Og hans Sjæl nød Undergangens Utugt og Raseri.
Af denne Drøm vaagnede den hjemsøgte enerveret, rystet og kraftesløst hjemfalden til Dæmonen. Han skyede ikke mere Menneskenes iagttagende Blikke; han brød sig ikke om, hvorvidt han udsatte sig for deres Mistanke. De flygtede jo ogsaa, rejste, talrige Strandhytter stod tomme, Besætningen i Spisesalen opviste større og større Huller, og i Byen saa man kun sjældent en fremmed. Sandheden lod til at være sivet ud, Panikken, trods de interesseredes sejge Sammenhold, ikke længere til at standse. Men Damen med Perlesmykket blev sammen med sine Børn, enten det nu var, fordi Rygterne ikke naaede til hende eller fordi hun var for stolt og frygtløs til at vige for dem: Tadzio blev; og hin anden var det, omgærdet som han var, undertiden, som kunde Flugt og Død
