kvæle et Krav, der var brudt frem med en saadan Styrke. Han tænkte paa sit Arbejde, tænkte paa det Sted, ved hvilket han atter i Dag, ligesom i Gaar, havde maattet forlade det og som ikke lod til at ville føje sig, hverken efter taalmodig Udholdenhed eller efter et hurtigt Greb. Han undersøgte det paany, forsøgte paa at gennembryde eller opløse det, der standsede, og afstod med en Gysen af Lede fra Angrebet. Det var ikke nogen særlig stor Vanskelighed, der her frembød sig, hvad der lammede ham, var de Ulystens Skrupler, der fremstillede sig som en Unøjsomhed, der ikke mere lod sig tilfredsstille ved noget. Allerede i sin Ungdom havde han rigtignok betragtet Unøjsomhed som Talentets sande Væsen og inderste Natur, og for dettes Skyld havde han tøjlet og kølnet Følelsen, fordi han vidste, at det er tilbøjeligt til at nøjes med et muntert Omtrent og med en halv Fuldkommenhed. Hævnede nu den underkuede Følelse sig ved at forlade ham, ved at vægre sig ved at bære hans Kunst videre og bevinge den og ved at tage al Glæde, al Henrykkelse ved Formen og ved Udtrykket
