I Friserkaaben, lænet tilbage i Stolen under Sladderhankens Behandling, betragtede han med et forpint Blik sit Spejlbillede.
„Graa,“ sagde han, idet han vrængede Mund.
„Lidt,“ svarede Mennesket. „Skylden er en lille Forsømmelse, en vis Ligegyldighed med Hensyn til ydre Ting, der er forstaaelig hos fremragende Personer, men som man dog ikke ubetinget kan prise, saa meget mindre som det kun lidet sømmer sig for just saadanne Personer at nære Fordomme i Henseende til det naturlige eller kunstige. Saafremt visse Folks moralske Strenghed var saa logisk, at den ogsaa udstrakte sig til deres Tænder, da vilde de ikke vække ringe Anstød. Naar det kommer til Stykket er vi saa gamle, som vor Aand, vort Hjerte føler sig, og graa Haar kan under visse Omstændigheder snarere betyde en Usandhed end den forsmaaede Korrigeren. De for Deres Vedkommende, min Herre, har en Ret til Deres naturlige Haarfarve. De tillader mig vel simpelthen at give Dem den tilbage?“
„Hvorledes det?“ spurgte Aschenbach.
