strende Yngling. Kosmetikeren gav sig endelig tilfreds, idet han paa saadanne Folks Vis takkede den, han havde betjent, med krybende Høflighed. „En ubetydelig Efterhjælp,“ sagde han, idet han lagde sidste Haand paa Aschenbachs Ydre. „Nu kan Herren uden Betænkning forelske sig.“ Den bedaarede gik, lykkelig som i en Drøm, forvirret og frygtsom, Hans Kravat var rød, hans bredskyggede Straahat omvundet med et flerfarvet Baand.
Der havde rejst sig en stærk, lun Vind; det regnede kun sjældent og sparsomt, men Luften var fugtig, tyk og opfyldt af Forraadnelsesdunster. Der lød Flagren, Smælden og Susen for Øret, og det forekom den under Sminken feberglødende, som drev Vindens onde Aander deres Spil i Rummet, Havets fjendtlige Fugle, der roder omkring i, gnaver i den fordømtes Maaltid og besudler det med Skarn. Thi Lummerheden forjog Madlysten og den Forestilling paatrængte sig, at Maden var forgiftet med Smitstoffer.
Paa Spor efter den skønne havde Aschenbach en Eftermiddag fordybet sig i den syge
