rundt om saaes et paladsagtigt, med Spidsbuevinduer, bag hvilke Tomheden boede, og smaa Løvebalkoner. I Stueetagen af et andet var der et Apotek. Varme Vindstød bragte fra Tid til anden Karbollugt.
Der sad han, Mesteren, Kunstneren, der havde naaet til Værdighed, Forfatteren til „Den elendige“, der i en saa forbilledlig ren Form havde undsagt Zigeunervæsenet og det mørke Dyb, opsagt Afgrunden al Sympati og forkastet det forkastelige, den højtstegne, der, Overvinder af sin Viden og vokset fra al Ironi, havde vænnet sig til Massetillidens Forpligtelser, han, hvis Berømmelse var officiel, hvis Navn var adlet og efter hvis Stil Drengene blev holdt til at danne sig, ― der sad han, hans Øjelaage var lukkede, kun fra Tid til anden gled, hurtigt atter skjulende sig, et spottende og forlegent Sideblik frem under dem, og hans slappe Læber, kosmetisk hævede, dannede enkelte Ord ud af det, hans halvt slumrende Hjerne i sælsom Drømmelogik frembragte.
„Thi Skønheden, Fædros, mærk det vel, kun Skønheden er paa én Gang guddomme-
