ved Kunsten et vovet Foretagende, der burde forbydes. Thi hvor skulde vel den du til Opdrager, hvem en uhjælpelig og naturlig Retning mod Afgrunden er medfødt? Vi vilde nok gerne fornægte den og opnaa Værdighed, men hvorledes vi end vender os, saa drager den os. Saa nægter vi maaske den opløsende Erkendelse, thi Erkendelsen, Fædros, har ingen Værdighed og Strenghed; den er vidende, forstaaende, tilgivende, uden Holdning og Form; den har Sympati med Afgrunden, den er Afgrunden. Denne forkaster vi altsaa med Bestemthed, og fra nu af gælder vor Tragten ene Skønheden, det vil sige Enkelhedens, Storhedens og den nye Strengheds, Uhildethedens og Formens. Men Form og Uhildethed, Fædros, fører til Rus og Attraa, fører maaske den ædle til en grufuld Følelsesbrøde, som hans egen skønne Strenghed fordømmer som infam, fører til Afgrunden, de fører ogsaa til Afgrunden. Os Digtere, siger jeg, fører de derhen, thi vi formaar ikke at svinge os op, vi formaar kun at skeje ud. Og nu gaar jeg, Fædros, bliv du her; og først naar du ikke ser mig mere, saa gaa ogsaa du.“
