Nogle Dage senere forlod Gustav von Aschenbach Badehotellet ved en senere Morgentime end sædvanlig, da han følte sig syg. Han havde haft visse, kun halvt legemlige Svimmelhedsanfald at kæmpe med, der var ledsagede af en stærk Angst, en Følelse af manglende Udvej og Haabløshed, med Hensyn til hvilken han ikke kunde gøre sig det klart, om den refererede sig til Omverdenen eller til hans egen Eksistens. I Hallen bemærkede han en stor Mængde Bagage, der laa parat til at besørges bort, han spurgte en Dørvogter, hvem det var, der rejste, og fik til Svar det polske Adelsnavn, som han hemmelig havde været forberedt paa at høre. Han tog imod det, uden at hans henfaldne Ansigtstræk forandrede sig, med den korte Hæven af Hovedet, med hvilken man ligegyldigt tager det til Efterretning, man ikke behøver at faa at vide, og spurgte saa: „Hvornaar?“ Man svarede ham: „Efter Lunch.“ Han nikkede og gik ned til Havet.
Der var uhyggeligt dér. Over det udstrakte flade Vand, der adskilte Stranden fra den første lange Sandbanke, løb krusende Byger
