forfra ind imod Bredden. Der syntes at ligge Efteraarsagtighed, Affældighed over det engang saa farverigt livlige, nu næsten forladte Forlystelsessted, hvis Sand ikke mere blev holdt propert. Et fotografisk Apparat, tilsyneladende herreløst, stod paa sit trebenede Stativ ved Randen af Søen, og et sort Klæde, der var bredt derover, flagrede smældende i den nu koldere Vind.
Tadzio, med tre, fire Legekammerater, der var blevne ham levnede, bevægede sig tilhøjre udenfor Familiens Hytte, og, med et Tæppe over Knæene, hvilende i sin Liggestol omtrent midt imellem Havet og Rækken af Strandhytter, saa Aschenbach endnu engang paa ham. Legen, der var uden Opsyn, thi Damerne var sagtens beskæftigede med Rejseforberedelser, lod til at udarte. Den firskaarne, i Bæltedragten og med det sorte, pomadiserede Haar, der blev kaldt „Jaschu“, blev irriteret og blindet ved at faa Sand kastet i Ansigtet og tvang Tadzio til en Brydekamp, der hurtigt endte med den svagere Skønheds Fald. Men som om den ringeres Følelse af Underordnethed i Afskedstimen vendte sig