til grusom Raahed og tragtede efter at tage Hævn for et langt Slaveri, slap Sejrherren selv ikke da den underlegne, men trykkede, knælende ned paa hans Ryg, dennes Ansigt saa vedholdende ned i Sandet, at Tadzio, der i Forvejen var aandeløs af Kampen, var nærved at kvæles. Hans Forsøg paa at afryste den, der tyngede paa ham, var krampagtige, de udeblev en Gang imellem ganske og gentog sig endnu kun som en Trækning. Forfærdet vilde Aschenbach springe op og komme til Hjælp, da Voldsmanden endelig slap sit Offer. Tadzio, der var meget bleg, rettede sig halvt op og sad, støttet paa den ene Arm, i flere Minutter ubevægelig, med forpjusket Haar og fordunklede Øjne. Saa rejste han sig helt op og fjernede sig langsomt. Man kaldte paa ham, i Begyndelsen muntert, saa bange og bedende; han hørte ikke. Den sorte, der sagtens straks var bleven grebet af Anger over sin Forløbelse, indhentede ham og søgte at forsone ham. En Bevægelse med Skulderen viste ham tilbage. Tadzio gik skraat ned mod Vandet. Han var barfodet og bar sin stribede Lærredsdragt med den røde Sløjfe.
