Ved Randen af Vandet blev han staaende, med sænket Hoved, idet han med den ene Taaspids tegnede Figurer i det fugtige Sand, og gik saa ud i den grunde Del, der paa det dybeste Sted endnu ikke vædede hans Knæ, trængte skødesløst frem gennem denne og naaede til Sandbanken. Der blev han staaende et Øjeblik, med Ansigtet vendt ud mod det fjerne, og begyndte derpaa langsomt at gaa til venstre hen ad den lange og smalle Banke. Skilt fra Fastlandet ved bredt Vand, skilt fra Kammeraterne ved stolt Lune, vandrede han, som en helt afsondret og forbindelsesløs Fremtoning, med flagrende Haar derude i Havet, i Vinden, foran det taaget-ubegrænsede. Atter blev han staaende for at se ud for sig. Og pludselig, som i en Erindring, efter en Indskydelse, vendte han Overkroppen med den ene Haand mod Hoften, i en smuk Drejning ud fra dens oprindelige Stilling og saa over Skulderen ind mod Bredden. Betragteren dér sad, som han engang havde siddet, som første Gang, da dette dæmringsgraa Blik havde mødt hans, sendt tilbage fra hin Tærskel. Hans Hoved havde, lænet
