geligt hænge ned fra Stolens Ryg. Det var rammende, og det tappert-moralske derved var det, at hans Natur var alt andet end robust og kun kaldet til, ikke egentlig født til stadig Anspændelse.
Paa Huslægens Foranledning havde Drengen ikke gaaet i Skole, men var bleven henvist til Hjemmeundervisning. Ene, uden Kammerater, var han vokset op og var dog tidligt kommen til Erkendelse af, at han tilhørte en Slægt, i hvilken ikke Talentet, men vel den fysiske Basis, som Talentet behøvede for at udfolde sig, var en Sjældenhed, ― en Slægt, der tidligt plejer at give sit bedste og i hvilken Evnerne sjældent bevarer sig højt op i Aarene. Men hans Valgsprog var „Hold ud,“ ― han saa i sin Frederik-Roman ikke andet end Apoteosen af dette Kommandoord, der fremtraadte for ham som Indbegrebet af en Dyd, virksom under Lidelser. Han nærede ogsaa et brændende Ønske om at blive gammel, thi han havde altid ment, at virkelig stort, omfattende, ja i Sandhed Ærbødighed værd, kunde kun det Kunstnerliv kaldes, som det var bleven givet at være
