ske Forfald, for Verdens Øjne; den gule, sanselig anstukne Hæslighed, der formaar at puste sin ulmende Brunst op til den rene Flamme, ja at svinge sig op til Herredømmet i Skønhedens Rige; den blege Afmagt, der fra Aandens glødende Dyb henter Kraft til at kaste et helt overmodigt Folk ned for Korsets Fødder, for sine Fødder; den elskværdige Holdning i den tomme og strenge Dyrkelse af Formen; det falske, farlige Liv, den fødte Bedragers hurtigt enerverende Længsel og Kunst: betragtede man al denne Skæbne og meget andet lignende, saa kunde man fristes til at tvivle om, hvorvidt der overhovedet gives et andet Heltemod end Svaghedens. Hvilken Heroisme vilde i ethvert Fald være mere tidssvarende end denne? Gustav Aschenbach var alle deres Digter, der arbejder ved Randen af Udmattelse, de overbebyrdedes, deres, der endnu holder sig oppe, alle disse Præstationens Moralister, der, spinkle af Vækst og karrige paa Midler, ved Viljeekstase og klog Forvaltning i det mindste en Tid lang udnytter Virkningerne af Storheden. Der er mange af dem, de er Tidsalderens Helte. Og de gen-
