kendte alle sig selv i hans Værk, de fandt sig selv stadfæstede, opløftede, besungne deri, de skyldte ham Tak, de forkyndte hans Navn.
Han havde været ung og raa sammen med sin Tid og, raadet slet af denne, var han offentlig snublet, havde begaaet Misgreb, stillet sig blot, i Ord og Handling gjort sig skyldig i Anstød mod Takt og Besindighed. Men han havde vundet den Værdighed, til hvilken der, som han paastod, er ethvert stort Talent en naturlig Trang og Spore medfødt, ja, man kan sige, at hans hele Udvikling havde været en bevidst og trodsig Opstigning til Værdighed, en Opstigning, der lod alle Tvivlens og Ironiens Hemninger bagved sig.
En livagtig Haandgribelighed i Formen, uden nogen Forpligtelse med Hensyn til Aand, er de borgerlige Massers Fryd, men lidenskabelig absolut Ungdom fængsles kun af det problematiske og Aschenbach havde været saa problematisk, havde været saa absolut som nogen Yngling. Han havde trællet for Aanden, drevet Rovdrift med Erkendelsen, formalet sin Udsæd, prisgivet Hemmeligheder,
