Spring til indhold

Side:Mann Døden i Venedig.pdf/29

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

hemmende Erkendelse, ― betyder den ikke paa den anden Side en Simplificering, en moralsk Enfoldiggørelse af Verden og Sjælen og altsaa ogsaa en Styrkelse til det onde, forbudte, til det moralsk umulige? Og har Form ikke to forskellige Ansigter? Er den ikke paa én Gang moralsk og umoralsk, ― moralsk som Resultat af og Udtryk for Tugten, men umoralsk, ja endog fjendtlig mod Moralen, forsaavidt som den af Naturen i sig indeslutter en moralsk Ligegyldighed, ja i væsentlig Grad bestræber sig for at bøje det moralske under sit stolte og uindskrænkede Scepter.

Hvorledes det nu end var! En Udvikling er en Skæbne; og skulde ikke den forløbe anderledes, der følges af en udstrakt Offentligheds Deltagelse, af Massetilliden, end den, der fuldbyrdes uden Berømmelsens Glans og Forpligtelser? Kun den, der altid føler zigeuneragtigt, finder det kedeligt og er tilbøjelig til at spotte, naar et stort Talent vokser ud af den libertinske Puppetilstand, vænner sig til udtryksfuldt at iagttage Aandens Værdighed og antager en Ensomheds hofmæssige Sæder, en Ensomhed, fuld af trodsige,