TREDJE KAPITEL
Flere Forretninger af verdslig og litterær Natur holdt den rejselystne tilbage i München endnu i henved to Uger efter hin Spadseretur. Han gav endelig Besked om, at hans Villa skulde sættes i Stand til Indflytning om fire Uger, og rejste en Dag mellem Midten og Slutningen af Maj med Nattoget til Triest, hvor han kun opholdt sig fireogtyve Timer og den næstfølgende Morgen indskibede sig til Pola.
Hvad han søgte, var det fremmedartede og det, hvortil han var uden Tilknytning og som han alligevel hurtigt vilde kunne naa, og han tog derfor Ophold paa en Ø i Adriaterhavet, der i nogle Aar havde været lovprist, beliggende ikke langt fra den istriske Kyst, med en i vildfremmede Lyde talende Landbefolkning, klædt i brogede Pjalter, og skønt forrevne Klippepartier dér, hvor Havet