Histories Skyld og for de Tillokkelsers Skyld, den har nu!“ Den glatte Raskhed i hans Bevægelser og den tomme Snak, hvormed han ledsagede dem, havde noget bedøvende og afledende ved sig, næsten som om han frygtede for, at den rejsende endnu skulde blive vaklende i sin Beslutning om at tage til Venedig. Han tog skyndsomt imod Penge og lod med Croupierbehændighed det Beløb, der skulde gives tilbage, falde ned paa Bordets plettede Klædesovertræk. „God Fornøjelse, min Herre!“ sagde han med et skuespilleragtigt Buk. „Det er mig en Ære at befordre Dem . . . Værsgo', mine Herrer!“ raabte han i det samme med hævet Arm og lod som om Forretningen gik strygende, skønt der ikke var flere, der skulde ekspederes. Aschenbach gik tilbage til Dækket.
Med den ene Arm støttet mod Rælingen betragtede han de ørkesløse Mennesker, der drev omkring paa Kajen for at overvære Skibets Afgang, og Passagererne om Bord. De af anden Klasse, Mænd og Kvinder, sad og krøb sammen paa Fordækket, idet de benyttede Kister og Bylter som Sæde. En Gruppe
