unge Mennesker udgjorde Rejseselskabet paa første Dæk, Handelsbetjente fra Pola, lod det til, der i animeret Stemning havde slaaet sig sammen om en Udflugt til Italien. De gjorde ikke mange Ophævelser af sig selv og af, hvad de havde for, snakkede, lo, nød selvbehageligt deres egne Gebærder og sendte, bøjet over Gelænderet, tungefærdige, spottende Tilraab over til Kammeraterne, der, med Mapper under Armen, i Forretninger gik henad Havnegaden og truede med Stokkene ad de ferierende. En af dem, i lysegul, hypermoderne Sommerhabit, rødt Slips og dristigt opsmækket Panamahat, udmærkede sig med skrigende Stemme fremfor alle de andre ved Oprømthed. Men næppe havde Aschenbach taget ham lidt nøjere i Øjesyn, før han med en Slags Forfærdelse kom paa det rene med, at Ynglingen var uægte. Han var gammel, det var der ikke Tvivl om. Rynker omgav hans Øjne og Mund. Kindernes matte Karmoisin var Sminke, det brune Haar under Straahatten med det kulørte Baand Paryk, hans Hals indfalden og senet, hans lille opaddrejede Overskæg og Fipskægget paa Hagen
