farvet, hans gule og fuldtallige Gebis, som han viste, naar han lo, en Godtkøbserstatning, og hans Hænder, med Signetringe paa begge Pegefingre, var en Oldings. Med et Indtryk af Gysen saa Aschenbach paa ham og hans Fællesskab med Vennerne. Vidste de ikke, lagde de ikke Mærke til, at han var gammel, at han med Urette bar deres lapsede og brogede Klædedragt, at han med Urette agerede en af deres? Som noget selvfølgeligt og vanemæssigt, lod det til, taalte de ham i deres Midte, behandlede ham som deres Lige, besvarede uden Modbydelighed hans drillende Ribbensstød. Hvorledes gik det til? Aschenbach bedækkede sin Pande med Haanden og lukkede Øjnene, der værkede, da han havde sovet for lidt. Det var ham, som løb alting ikke af paa ganske almindelig Maade, som begyndte en drømmerisk Fjernelse at gribe om sig, en Forvrængning af Verden til det forunderlige, der maaske vilde kunne standses, naar han gjorde det lidt mørkt for sig og saa paa ny saa sig omkring. I samme Øjeblik blev han imidlertid greben af en Følelse af, at han svømmede, og idet han i menings-
