løs Forfærdelse saa i Vejret, bemærkede han, at Skibets tunge og mørke Legeme langsomt løste sig fra det murede Bolværk. Tomme for Tomme, under Maskinens Arbejden sig frem og tilbage, bredte Striben af smudsigt farveskiftende Vand sig mellem Kajen og Skibssiden, og efter klodsede Manøvrer vendte Damperen sit Bugspryd mod det aabne Hav. Aschenbach gik over paa Styrbordsiden, hvor den pukkelryggede havde slaaet en Liggestol op til ham og en Stewart i en plettet Kjole spurgte, hvad han ønskede.
Himlen var graa, Vinden fugtig. Havn og Øer var ladt tilbage, og hurtigt forsvandt al Land fra den taagede Synskres. Flokke af Kulstøv, tunge af Væde, faldt ned paa det vaskede Dæk, der ikke vilde tørre. Allerede da en Time var gaaet spændte man et Sejldugstag ud, eftersom det begyndte at regne.
Indhyllet i sin Kappe, med en Bog i Skødet, hvilede den rejsende, og Timerne henrandt, uden at han vidste deraf. Det havde holdt op at regne; man fjernede Lærredstaget. Horisonten var uden Afbrydelse. Under Himlens mørke Kuppel strakte sig rundt om
