det øde Havs uhyre Skive. Men i det tomme, i det udelte Rum skorter det ogsaa vor Sans paa Evne til at maale Tiden, og vi døser hen i det uopmaalte. Skyggeagtigt forunderlige Skikkelser, den gamle Nar, Manden med Gedebukkeskægget fra Kahytten, drog med ubestemte Gebærder, med forvirrede Drømmeord gennem den hvilendes Aand, og han sov ind.
Ved Middagstid nødte man ham ned til Kollation i den korridoragtige Spisesalon, ud til hvilken Dørene til Sovekahytterne udmundede og hvor ved Enden af det lange Bord Handelsbetjentene, den gamle indbefattet, siden Klokken ti havde pokuleret med den muntre Kaptajn. Maaltidet var kummerligt, og han gjorde sig hurtigt færdig med det. Han længtes efter at komme ud i det fri, efter at se Himlen, om det dog ikke vilde klare op over Venedig.
Han havde ikke tænkt andet, end at dette maatte ske, thi altid havde Byen modtaget ham i Glans. Men Himmel og Hav vedblev at være mørke og blyfarvede, fra Tid til anden faldt der en taagefuld Regn, og han fandt
