sig i ad Vandvejen at naa et andet Venedig end han nogensinde havde truffet paa, naar han nærmede sig det til Lands. Han stod ved Fokkemasten, med Blikket ud i Rummet, ventende paa Landet. Han mindedes den tungsindig-begejstrede Digter, for hvem forhen hans Drømmes Kupler og Klokketaarne var steget op af disse Vande, han gentog ved sig selv noget af det, der dengang i Ærefrygt, Lykke og Sorg var bleven til beskeden Sang, og uden Vanskelighed bevæget af en Følelse, der allerede havde taget Form, prøvede han sit alvorsfulde og trætte Hjerte, om der maaske endnu kunde være den farende Lediggænger en ny Begejstring og Forvirring, et silde Følelsens Eventyr forbeholdt.
Da dukkede paa højre Side den flade Kyst op, Fiskerbaade satte Liv i Havet, Badeøerne viste sig, Damperen lod dem ligge til venstre, gled med langsommere Fart gennem den smalle Port, der er opkaldt efter den, og ved Lagunen, overfor nogle brogede, men fattige Smaahuse, standsede den helt, da der skulde ventes paa Sundhedspolitiets Fartøj.
En Time hengik, inden det kom. Man var
